TOTALOPLEVELSE FOR PUBLIKUM

Bliv en del af forestillingen

Har du sceneskræk? Så er pladserne på scenen nok ikke noget for dig. Du bliver nemlig en del af den scenografi, som er placeret på scenen. Er du til gengæld fan af teater og musical, vil du få en ekstraordinært storslået oplevelse!

Fredericia Teaters opsætning af KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical bliver på mange måder anderledes og større. En af de ting, der bliver anderledes, er, at publikum kan få pladser på scenen, og dermed faktisk være en del af forestillingen – noget som de ikke engang var, da forestillingen spillede i USA.

”Vi ville fra starten af, gerne have publikum med ind i historien, og så var det vi tænkte: hvorfor ikke få dem op på scenen,” siger Noemí Costa, der er scenografassistent på forestillingen, og fortsætter.
Intet helle

”Publikum bliver en del af det – ikke nok med at de ser det fra forskellige perspektiver, de er også en del af det, da publikum i salen også ser på dem som en del af forestillingen,” siger hun. Man kommer altså til at være meget tæt på skuespillerne. Skuespiller Mads M. Nielsen, der spiller Frollo, indrømmer, at det bliver anderledes, men han glæder sig meget til det.

”Normalt hvis man laver en brøler kan man lige vende sig om, men det kan man ikke her – der er ikke noget sted, man har helle, men jeg er sikker på, at det bliver en total oplevelse for både publikum og skuespillere,” forklarer han og tilføjer:

”Man må bare håbe, at de ikke bliver så sure på mig, at de slår, for de kan jo få fat i mig,” griner han.

Man skal dog tage sig nogle forholdsregler, når man skal sidde på scenen – man skal eksempelvis aflevere både tasker og overtøj i garderoben.
Overraskelser i vente til publikum på scenen
”Bænkene, man sidder på, bliver flyttet rundt, så man kan ikke have sine ting nogle steder, og det går heller ikke, hvis man pludselig taber noget på scenen,” forklarer Noemí Costa og tilføjer, at der er andre overraskelse ved at sidde på scenen, som hun dog ikke vil afsløre.

Man forlader heller ikke sin plads så let under forestillingen, da man så skal krydse scenen. ”Her vil der være en guide, som vil hjælpe, hvis det bliver nødvendigt,” forklarer Noemí Costa og tilføjer, at publikum vil få en stor og anderledes oplevelse ved at se forestillingen fra scenen