MED BOGEN I BAGLOMMEN

Skuespiller og sanger Christian Lund har forberedt sig grundigt på sin rolle i KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical, for han synes, at rollen er en stor udfordring, men stemningen i øvelokalet er med til at løsne op: ”Man giver sig selv lov, og tør at fejle foran hinanden, og der bliver grint, hvilket giver en positiv energi til forestillingen.”

Skuespiller og sanger Christian Lund har prøvet det før – det med at spille helten, og det har han det helt fint med. Denne gang er det som kaptajn Phoebus de Martin i Fredericia Teaters opsætning af Disneys KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical.

”Det er stor udfordring – Phoebus er igennem en udvikling – han lider vel af det, som vi i dag ville kalde posttraumatisk stress fra krigen, og derfor er han ikke er helt rationel. Det er en følelsesmæssig rutchebanetur,” forklarer Christian Lund og fortsætter:

”Det er også stort musikalsk, og klart én af de allersværeste roller jeg har stået med.”

Christian har forberedt sig på rollen som Phoebus – både ved at nærstudere manuskriptet, men blandt andet også ved at pløje sig igennem Victor Hugos roman, for at få en godt fundament til rollen:

”Det var tung læsning, da det var en gammel version, hvor navneordene stod med stort, men det var rart at få hele historien. Vi lægger os godt op ad stemningen i romanen, men alligevel ikke helt så tung som den,” forklarer Christian.

Positiv energi

Selv om processen stadig er ved sin begyndelse, så har Christian Lund fundet to steder i forestillingen, som i øjeblikket er hans yndlingsscener.

”Afslutningen på første akt – det er så storslået, hvor hele holdet synger mellem hinanden. Det andet sted er med Esmaralda, hvor handlingen bliver mere intim, og de ser hinanden dybt i øjnene,” fortæller Christian Lund og tilføjer, at stemningen når de øver er meget tryg:

”Man giver sig selv lov, og tør at fejle foran hinanden, og der bliver grint, hvilket giver en positiv energi til forestillingen,” siger han.