DET ER SOM AT KOMME HJEM IGEN

Martin Skriver blev Melodi Grand Prix-stjerne, da han sammen med gruppen Lighthouse X vandt det danske Melodi Grand Prix i 2016, men det er på musicalscenen han hører hjemme.

For sangeren og skuespilleren Martin Skriver er det som at komme hjem, når han til efteråret skal medvirke i Fredericia Teaters opsætning af KLOKKEREN AF NOTRE DAME – The Musical. Han er født, opvokset og uddannet i Fredericia, men musicalen var også det, der startede hans professionelle karriere i 2008.

”Jeg glæder mig som en lillebitte dreng til det her – det er som at komme hjem igen,” siger Martin Skriver om sin medvirken i KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical. Han er en del af ensemblet, og så er han understudy for Christian Lund, der spiller rollen som Phoebus de Martin.

Martin Skriver blev med ét kendt, da han sammen med gruppen Lighthouse X vandt det danske Melodi Grand Prix med sangen ”Soldiers of love” i 2016. Siden da har deres succes været overvældende, og de besluttede i august at gå hver til sit, da de havde opnået, hvad de ville med Lighthouse X – nemlig at gøre en positiv forskel med musikken.

”Jeg troede, jeg havde prøvet det største, da jeg stod i Globen til det internationale Melodi Grand Prix for de mange millioner, men jeg føler egentlig, at klokkeren er større end Melodi Grand Prix,” siger Martin Skriver.

KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical har premiere 14.oktober

Foto: malmose.com