Søren Møller er udpeget som formand for juryen til måske verdens vigtigste musical- festival i New York!

Teaterchefen for Fredericia Teater, Søren Møller, som i forvejen sidder i bestyrelsen for National Alliance for Musical Theatre i New York, er netop blevet udpeget som formand for NAMT’s Festival of New Musicals Committee.

Komiteen, som også fungerer som jury, udtager hvert år – blandt flere hundrede nye musicals – otte forestillinger, som præsenteres for resten af branchen på den prestigefyldte festival i New York. Formandskabet i komiteen er delt af to personer og Søren Møllers co-chair er Robert Lee, som er associate professor på NYU Tisch School of the Arts. Søren Møller er udpeget for en 2- årig periode fra januar 2017 og tjener herefter ét år som co-chair emeritus.

Søren Møller udtaler:

”Det er selvfølgelig et skulderklap af de helt store, og resultatet af mange års arbejde med udvikling af musicals på internationalt niveau som gør, at jeg nu er blevet spurgt om dette ærefulde hverv. Jeg har tidligere siddet i komiteen som menigt medlem og ved derfor, at det er noget af det hårdeste men også mest meningsfyldte arbejde, man kan forestille sig inden for mit område. Min store passion er udvikling af fremtidens fortællinger og musical-genren som helhed. Intet i verden er en bedre eksponent for netop dét, end NAMT-festivalen. Adskillige af Fredericia Teaters mange nye musicals er blevet fundet netop her. Jeg er både stolt og glad. Jeg føler også, at jeg gennem dette arbejde i endnu højere grad kan sikre, at Danmark er en vigtig medspiller på den internationale musicalscene.”

Kontaktperson:

Presse- og marketingsansvarlig Christina Nejsig
Mail: christina@fredericiateater.dk Mobil: 2713 8332